Sidste år var det VKR Holding i Hørsholm og Terapihaven Nacadia, der var værter for Landskabsrådets netværksarrangement. I år besøger vi henholdsvis Aarhus Universitetshospital og Aarhus Universitet.
– Vi glæder os til at gennemføre arrangementet i Aarhus, siger Morten Weeke Borup, formand Landskabsrådet.
– Ved disse netværksarrangementer får vi mulighed for at vise de gode eksempler på opgaver af høj faglig kvalitet, som Landskabsrådet arbejder for, at vi får flere af.
– Derudover har det stor værdi, at vi kan mødes på tværs af de to faggrupper som medlemsvirksomhederne består af og få en god fagkritisk snak, pointerer formanden.
Rundvisningen begynder på Aarhus Universitetshospital, hvor Karl Svansø Iversen, landskabsarkitekt hos Scønherr, og Christine Hjorth Gerdsen, bygge- og anlægscontroller på hospitalet , viser deltagerne rundt på arealerne omkring hospitalet.
Karl Svansø Iversen vil fortælle om tankerne bag projekteringen af området. Hvilke overvejelser lå til grund for de løsninger, man valgte? Var der særlige forhold at tage hensyn til? Hvad valgte man for eksempel at gøre i forhold til regnvand og tagvand?
Christine Hjorth Gerdsen deler ud af Teknisk Afdelings erfaringer med driften af arealerne – eksempelvis hvordan afdelingen har arbejdet med biodiversitet, længe før det blev moderne, og hvad de måske kunne have ønsket sig anderledes i dag. Rundvisningen slutter i en af hospitalets fantastiske gårdhaver.
Hvordan bygger man videre på et ikonisk byggeri?
Efter rundvisningen på Aarhus Universitetshospitals udearealer går turen til Aarhus Universitet, hvor Hanne Øllgaard, landskabsarkitekt, LYTT Architecture, viser rundt i den del af Universitetsparken, som rummer fakultetet Health. Her har tegnestuen siden 2012 arbejdet med udearealerne omkring den nye Skou Bygning og tilsvarende i forbindelse med ombygningen af to eksisterende bygninger.
Som Hanne fortæller, er tegnestuen gået til opgaven med en vis ærefrygt, for hvordan efterlever man nutidens mange byggekrav, samtidig med at man værner om parkens smukke arkitektoniske og materialemæssige enkelhed?
Herefter krydser deltagerne Nørrebrogade og kommer til det tidligere Aarhus Kommunehospital, hvor Mads Tenney Jordan, arkitekt og partner CEO, LYTT Architecture fortæller om Aarhus Universitets store udvidelse ”Universitetsbyen”.
Mads deler sine erfaringer fra processen med at omdanne området til Universitetsby og vil dykke ned i de problemstillinger, som tegnestuen skal arbejde med i de kommende år, med at skabe interessante, inviterende og smukke byrum, ikke bare for universitets brugere, men for hele byen.
Efter rundvisningen er der sandwich og networking.
Netværksarrangementet foregår 23. september 2021, kl. 14.00 – 17.30
Tilmeld dig senest 10. august ved at sende en mail med dit navn
virksomhed og mailadresse til:
info@landskabsraadet.dk
Der er begrænset antal pladser, så tilmelding sker efter først til mølle-princippet – dog har medlemmer af Landskabsrådet fortrinsret til at deltage.
Netværksarrangementet er gratis, men der er et no show fee på 100 kr.