Landskabsrådet på faglig Forum – H&L19

aug 30, 2019

Vi skal have tidligt fat i de ansvarlige for byggerierne, og helst med øremærket økonomi, hvis der skal anlægges flere grønne udearealer af god kvalitet, når der bygges nyt. 
Og så skal der tænkes drift ind for en længere tidshorisont – hvis kvaliteten skal holde i mere end i garantiperioden, hvilket er relativt få år i relation til beplantning.

Det var et par af de konklusioner, der kom frem i forbindelse med Fagligt Forum på Have & Landskab udstillingen i Slagelse forleden, hvor Morten Weeke Borup var på scenen sammen med Henning Roed, formand for Danske Planteskoler.

Her gav de begge et kort oplæg, hvorefter de mange tilhørere blev indbudt til dialog om, hvordan vi kan få mere og bedre bynatur.

Afsættet for dialogen var et oplæg til grøn norm for bynatur, som Green Cities netop har publiceret.

– Det var spændende at være med, og der kom mange relevante kommentarer og spørgsmål, siger Morten, der også benyttede lejligheden til at fortælle om Landskabsrådets mission og arbejde.

– Oplægget til grøn norm understøtter langt hen ad vejen de indsatser, vi arbejder med i Landskabsrådet. Og det er rigtig godt, hvis oplægget kan være med til at skabe opmærksomhed og debat om nødvendigheden af, at vi tænker i flere grønne udearealer af god kvalitet. Og gerne så der på sigt lovgives om, at der skal øremærkes ressourcer til grønne udearealer i forbindelse med byggeri og større renoveringer.

Blandt emnerne der blev drøftet til mødet, var også spørgsmålet om, hvordan vi sikrer kvalitet i de grønne udearealer set på den lange bane.

– Det er vigtigt at tænke i en lang tidshorisont, når der anlægges grønne udearealer – og det skal gerne være de samme, der anlægger og efterfølgende drifter i et længere kontinuert forløb hvor totaløkonomi er indtænkt, pointerer Morten, der fik anerkendende nik fra tilhørerene, da han konkluderede, at vi bl.a. skal have fat i Bygherreforeningen for at komme videre.

– Grønne udearealer af en god kvalitet skal tænkes ind fra begyndelsen og indgå i normer, byggestandarder og regler, opfordrede formanden.

Læs Green Cities oplæg til en grøn norm for bynatur her i en og pixi udgave her