BaseCamp Lyngby er nomineret til at deltage i den internationale konkurrence Green Cities Europe Award

aug 21, 2023

BaseCamp Lyngby er nomineret til at deltage i den internationale Green Cities Europe Award 2023, der er en del af EU-kampagnen ”More Green Cities for Europe”.

I BaseCamp Lyngby er det innovative boligkoncept integreret med en omgivende park, hvor der er skabt et imødekommende og rummeligt miljø for både bygningens beboere og besøgende fra hele byen. Foto: DronePixels

De indsendte projekter er vurderet ud fra, hvordan de udnytter merværdien af grønne infrastrukturer – derudover skal projektet understøtte et eller flere af de fem temaer i Green Cites kampagnen. Det er klima, biodiversitet, social sammenhængskraft, trivsel og økonomi. Det skriver Green Cities i en pressemeddelelse.

–  Med BaseCamp Lyngby skubber vi for alvor til synet på, hvor langt vi kan komme med, at bynaturen øver indflydelse på arkitekturen og det byggede miljø, siger Susanne Grunkin, Danske Landskabsarkitekter, der sammen med Henning Roed, Danske Planteskoler, Michael Petersen, Danske Anlægsgartnere, Kristel Helena Jelstrup Hansen, Park- og Naturforvalterne samt Morten Weeke Borup og Ole Kjærgaard, Landskabsrådet, udgjorde juryen i den nationale udvælgelse.

– Her er vores ungdom i fokus som målgruppe – for det er kollegieboliger til den unge generation, hvor hverdagsliv i det fri, trivsel i stimulerende omgivelser og et kreativt arkitektonisk miljø, der motiverer og ruster dem til at tage kampen op overfor de udfordringer, de snart kommer til at møde, pointerer Susanne Grunkin.

– Trivsel og social sammenhængskraft er sat højt på dagsordenen i dette urbane landskab, hvor de unge såvel som lokalmiljøet har glæde af at blive inviteret ind i dette spektakulære og uformelle grønne byrum, der dels er omkring kollegiet, men i den grad også er hen over kollegiet som et frodigt taglandskab tilgængeligt for alle.

– Dertil understøtter bynaturen et godt mikroklima omkring bygningen, det optager regnvand og fremmer forudsætningerne for øget biodiversitet.

Bynaturen understøtter et godt mikroklima omkring bygningen, det optager regnvand og fremmer forudsætningerne for øget biodiversitet. Foto: Sofie Cold-Ravnkilde

Barren er sat højt

David Klubien,projektchef, BaseCamp Student Nordics, som er bygherre på projektet, udtrykker tilfredshed med nomineringen.

– Vi er stolte af, at BaseCamp Lyngby er udpeget til at være det danske bidrag i Green Cities Europe Award 2023.

– Det er en anerkendelse af, at vi er lykkedes med at skabe et helt særligt byggeri, hvor det har været vigtigt at skabe en god forening mellem private, funktionelle boliger og samtidig kunne invitere offentligheden indenfor i vores havelandskab og taghaven.

– Vi har som bygherre et helt særligt ansvar med at turde sætte baren højt for, at byggeriets værdi ikke kun måles på økonomi. Værdien ligger også i den menneskelig oplevelse af byggeriet og landskabet, som ubevidst påvirker os positivt, pointerer David Klubien.

–  Jeg er glad for, at vi gennem idéudvikling og udførelse har holdt fast i en stærk grøn ambition, som i dag medvirker til mere biodiversitet og med fokus på klima.

Bæredygtig og inkluderende

– I BaseCamp Lyngby har vi integreret det innovative boligkoncept med en omgivende park og skabt et imødekommende og rummeligt miljø, hvor vi har prioriteret bæredygtige og inkluderende landskaber, siger Jonas Berglund, partner i Kragh & Berglund Landskabsarkitekter.

– Hver gang vi kommer til BaseCamp Lyngby, er det fantastisk at se, hvor veludnyttet tagterrassen er, og at den bruges både af bygningens beboere og besøgende fra hele byen.

– Basecamp Lyngby er omdannet til en park med boliger nedenunder – en ny destination i byen til løb, gåture, sociale aktiviteter og meget mere.

Fakta:

Med nomineringen konkurrerer BaseCamp Lyngby med 12 andre EU-lande og deres nominerede projekter om den prestigefyldte pris.

De 13 projekter vil i de kommende uger blive vurderet af en international jury. Prisoverrækkelsen finder sted i Bruxelles i november.

Sted: Skovbrynet 2, 2800 Kongens Lyngby
Færdiggjort: 2021
Areal: 41.000 kvadratmeter
Bygherre: Basecamp Student Real Estate
Arkitekt: LARS Gitz Architects
Landskabsarkitekter: Kragh & Berglund Landskabsarkitekter
Ingeniører: ÅF Consult
Entreprenør: JFP / Max Bögl