Netværksarrangement skal være med til at generere flere medlemmer til Landskabsrådet

jun 29, 2020

En dugfrisk invitation til det første netværksarrangement i Landskabsrådet er netop sendt ud til både nuværende og potentielle medlemmer.
Udover at besøget hos to udvalgte virksomheder vil byde deltagerne på ny og fagrelevant viden og networking, er målet også, at Landskabsrådet gerne vil tiltrække flere medlemmer.

– Vi arbejder for en god og vigtig sag – de grønne udearealer især i byerne er under pres i både antal og kvalitet. Så jo flere vi er til at skabe fokus om behovet for flere grønne udearealer – desto stærkere står vi, siger Landskabsrådets formand Morten Weeke Borup, der ser det som et privilegie at være medlem af Landskabsrådet.

– Medlemsvirksomhederne giver et værdifuldt bidrag til vores arbejde   – og er dermed med til at præge faget for fremtiden og vores efterfølgere, pointerer han.

Tæller også enkeltmandsvirksomheder
Landskabsrådet tilbyder fem typer af medlemskab – typen af medlemskab afspejles blandt andet i kontingentets størrelse.
–  Vi har netop tilføjet den femte type medlemskab, som henvender sig til enkeltmandsvirksomheder, fortsætter Morten Weeke Borup og tilføjer, at Landskabsrådet også gerne byder leverandørvirksomheder velkommen.
– Det vigtigste er, at medlemmerne er interesserede i at understøtte vores arbejde.

Unikt og tværfagligt netværk
Landskabsrådet blev i 2016 etableret at en række engagerede landskabsarkitekt- og anlægsgartnervirksomheder – og denne tværfaglighed er ifølge formanden helt unik.

– Som medlem af Landskabsrådet bliver man del af et tværfagligt netværk. Og netop det at vi favner bredt har stor betydning, når vi arbejder på at få større opmærksomhed på de positive effekter af grønne udearealer af god kvalitet, fortsætter Morten Weeke Borup, der ser frem til Landskabsrådets første netværksarrangement 10. september hos henholdsvis VKR Holding og Nacadia i Hørsholm.
– Det er to meget spændende virksomheder, der byder på nogle helt særlige udearealer, hvor vi kan få  en mere detaljeret og fagrelevant viden og tale på tværs af fag.
– Der vil også være mulighed for networkning på tværs af faggrupper og med Landskabsrådets øvrige interessenter, lover formanden.

Landskabsrådet vil løbende gennemføre netværksarrangementer, hvor man besøger udvalgte projekter. Fremadrettet vil det dog være en forudsætning, at man er medlem af Landskabsrådet for at kunne deltage i disse arrangementer.