Deltagerrekord til Landskabsrådets netværksarrangement i Odense

okt 14, 2026

Blandt andet H.C. Andersens have og det gamle hospitalsområde blev sat i fokus til den faglige dag, hvor 30 aktører i den grønne del af bygge- og anlægsbranchen var tilmeldt

Tekst og fotos: Anya Engelbrecht

Med stor spørgelyst, inspiration og videndeling som gennemgående temaer, var landskabsrådet i starten af oktober vært for brancheorganisationens årlige netværksarrangement. For første gang var arrangementet i Odense, og lokationen i midten af Danmark sammen med et fyldigt program i den fynske hovedstad, gjorde det i år muligt at sætte deltagerrekord med 30 tilmeldte.

Deltagerne fordelte sig fra landskabsarkitekter, direktører og rådgivere til projektledere, anlægsgartnere og nyuddannede, og derved var den grønne del af bygge- og anlægsbranchen bredt repræsenteret.

Se billederne fra dagen og læs nærmere herunder.

Malin Blomqvist, Founding Partner, MASU Planning og Nicolai Cramer Almdal, markeds- og udviklingschef, Malmos, indledte dagen med en faglig rundvisning i H.C Andersen Haven. Haven er opført i etaper samtidig med opførslen af museet, som primært ligger under jorden. Sammenlagt med smalle adgangsforhold i bymidten og samtidig byggeri af letbanen, gav det nogle logistiske udfordringer, så taghaven er bygget oppefra og ned i stedet for omvendt, som man normalt ville gøre.

H. C Andersen haven er bygget op af flere små rum, der har de samme markeringer som museet under jorden, og alle understøtter konceptet af H.C. Andersens fantasiverden. Det er idéen, at havens gæster i hvert rum vil opleve en ny stemning og atmosfære, der er fremhævet i beplantningen. På havens 9000 kvadratmeter, er der plantet 28.000 stauder, så der er tale om en ret tæt beplantning.

Et bærende element i haven er hækkene, der skaber rummene. De varierer i type og højde, hvor de højeste er helt op til seks meter.

Den sænkede have er det eneste i H.C. Andersen haven, der ikke er åbent for offentligheden. Anlægget er lavet til at kigge på og ikke til at bruge, og det er derfor helt ekstraordinært, at Landskabsrådet fik lov til at gå ud i haven. Havens elementer er kranet ind og opført som en taghave, selvom den er sænket.

Stadsarkitekt i Odense kommune, Susanne Grunkin og Lisbeth Feldskou, projektleder i Odense kommune, fortalte efter frokost om det gamle Odense Universitetshospital, der skal omdannes til fremtidens brokvarter. Gennem et velbesvaret spørgeskema til borgerne har kommunen undersøgt, hvad borgerne prioriterede i det fremtidige projekt, og her blev det grønne fremhævet som vigtigt. I den efterfølgende idékonkurrence var blandt andet ”grønt og sundt” derfor et tema, der blev udvalgt efter. Det er ambitionen, at naturen skal være nærværende og ikke blot et supplement til byen. Der kom 122 forslag til idékonkurrencen.
Efter oplægget debatterede deltagerne blandt andet, hvordan ambitionerne for området bedst muligt kan føres ud i livet over en lang udviklingsproces og under de rette omstændigheder.

Landskabsarkitekt og projektudvikler Anne Ramborg viste efter debatten rundt i udvalgte byrum omkring Thomas B. Thriges Gade med fokus på belægninger og bynatur. Thomas B. Thriges gade stod færdig i 1972 og skulle fungere som en stor adgangsvej gennem byen. Dog besluttede man kort efter, at bymidten skulle samles, og bilerne skulle ud af byen. Derfor blev området delt ind i byggefelter i en helhedsplan med fokus på skala. I dag har byen otte offentlige byrum, en stor underjordisk p-kælder og fem gennemgående forbindelser på tværs, der binder byen sammen, i stedet for den store vej, der opdelte centrum.
Det har været udfordrende at etablere store træer i projektet på grund af den store p-kælder under byen. Derfor er de store træer placeret i søjler, som også er med til at bære kælderen.

Et af byggefelterne ligger ned til Rosenhaven. Bygningen til højre i billedet ligger i byggefeltet, og er bygget i en stil, der skal spille op til de gamle, historiske bygninger overfor. Rosenhaven er nedsunket og fungerer også som regnvandsbassin, hvor vandet kommer til via overjordisk afløb på de omkringliggende cykelstier.

I byrummene er der sat fokus på vand i byen, så de hver har et springvand.

Odense er kendt for de gule klinker, der er lagt som sildeben. De er generelt gennemgående for byen, men nogle byrum har andre sten for at skabe spil og samspil med de historiske bygninger.

Belægningen på Albani torv er den samme belægning, som der er inde i Skt. Albani kirke. For at skab samspil og overgang, er det også forsøgt at trække det grønne fra den nærliggende H.C. Andersen have ind på torvet.

Landskabsarkitekt og projektudvikler Bo Hune bød afslutningsvist velkommen ved Nonnebakken, der er et UNESCO-projekt under udførelse. Her lå i vikingetiden en af Harald Blåtands ringborge, og derfor er området udpeget som UNESCO-verdensarv i 2023. Senere blev der opført et nonnekloster, hvoraf navnet Nonnebakken er opstået.

I dag er resterne af ringborgen skjult under den moderne by, så for at formidle historien er der igangsat et omfattende formidlings- og byrumsprojekt. Projektet omfatter blandt andet et stort stål-monument direkte ovenpå ringborgens rester under jorden, der skal markere hvor ringborgens vold lå, samt flere formidlingselementer i den nærliggende park.
På grund af projektet status som verdensarv har det været svært at få lov til at plante træer i anlægget, men der er givet tilladelse til tre træer, da der har måtte fældes tilsvarende tre træer pga. dårligdom.