Virksomheders udearealer har stor værdi for gæster og medarbejdere

Udearealerne blev prioriteret højt, da VKR Holding opførte nyt domicil i Hørsholm. Virksomhed og medarbejdere nyder nu godt af det smukke landskab, som er realiseret igennem et tæt samarbejde mellem virksomheden, landskabsarkitekten og anlægsgartneren. Parterne udvikler løbende på udearealerne – og har gjort det i tæt dialog siden 2006.

– Når vi får gæster og samarbejdspartnere på besøg, så bliver de dybt imponerede. Man kan virkelig mærke, at det inspirerer andre, siger Troels Rasmussen, virksomhedshistoriker i VKR Holding, under en rundvisning på de 11,5 hektar udearealer i Hørsholm. VKR Holding står blandt andet bag vinduesproducenten VELUX, der også holder til i egne bygninger på samme område.

– Vi er en meget værdibaseret virksomhed, hvor lys og frisk luft altid har været omdrejningspunkt – og man bliver jo dejlig frisk i hovedet af at være herude, fortsætter Troels Rasmussen og forklarer, at virksomheden gerne vil have glade og sunde medarbejdere. Hvilket de mener, at udearealerne er med til at sikre.

Udvikles med æblepomet og bistader
Noget særligt ved VKR Holdings udearealer er, at de udvikles løbende. Siden udearealerne blev anlagt mellem 2006-2008, er der eksempelvis opført referenceplantninger, som tager udgangspunkt i de træsorter, som indgår i firmaets mangeårige vinduesproduktion.

Senest er der etableret et æblepomet, og græsarealerne udvikles også forskelligt med vild, naturpræget græseng med sø, slyngede naturstier, bistader og redekasse til en tårnfalk.
– Vi mødes en gang imellem og tager en fælles gennemgang, hvor VKR Holding, anlægsgartneren og landskabsarkitekten alle kan komme med forslag. Det er vigtigt at have anlægsgartneren med, da det jo er dem, der går derude i det daglige, siger Lone Arvedsen, facility manager i VKR Holding, der også selv følger udviklingen tæt.

Ifølge landskabsarkitekten bag, Charlotte Skibsted, er det meget spændende at kunne følge et projekt og udvikle på det.

– Man går og får idéer til ændringer eller til noget nyt, der skal prøves af. Der er plads til at eksperimentere og til fagligt nørderi, siger Charlotte Skibsted.

– Historisk set har man altid udviklet på de store landskabelige haveanlæg. Der sker noget hele tiden, som man skal tage stilling til, ændre, fremhæve og måske med tiden også omlægge, pointerer landskabsarkitekten.

Det er også tilfældet hos VKR Holding, hvor helt små træer på meget få år vokser sig over mandshøjde. Man kan gå under egetræernes kroner, og det skyldes først og fremmest, at træerne er plantet i jord i naturlig lejring, og at plantningerne er velpassede.

Fokus på andet end bygningen
Under rundvisningen fortæller Troels Rasmussen, hvordan VKR Holding i 2006 påbegyndte opførelsen af et nyt domicil, og at den daværende bestyrelsesformand, Lars Kann-Rasmussen, ønskede et særligt fokus på udearealerne.

– Hovedentreprenøren blev eksempelvis påbudt at minimere byggepladsen under opførelsen af bygningerne, pointerer Troels Rasmussen.
Dette var for at skåne jorden for tungt maskineri, og fordi der boede en tårnfalk midt på grunden, som man ikke ønskede at skræmme væk.
Det giver, ifølge Charlotte Skibsted, også rigtig god mening at tænke omgivelserne med fra begyndelsen af et byggeri, og til dels at lade landskabet diktere bebyggelsen.
– Det er ikke dyrt at prioritere udearealer, og det viser, at man, som bygherre og virksomhed, har omsorg og omtanke for sine omgivelser.

Fagnørderi og historie
Parken byder på forskellige elementer, der relaterer sig til særlige begivenheder og virksomhedens historie. I 2017 blev æblepometet eksempelvis indviet som del af de jubilæumsaktiviteter, der blev iværksat i 2016 som markering af 75-året for stiftelsen af VKR Gruppen.
Det 950 kvadratmeter store pomet indeholder omkring 90 æbletræer – med næsten lige så mange sorter hvoraf mange er næsten glemte.

Pometet skal indbyde medarbejderne til at snuppe et æble med på vejen. Tilbage i 2009 har man med hjælp fra arboretet i Hørsholm etableret seks felter med gran- og fyrretræer fra forskellige steder i verden. Træerne repræsenterer de typer af gran og fyr, der bruges i virksomhedens vinduesproduktion i blandt andet Ungarn, USA og Frankrig. Det er et slags vinduesmuseum, der vokser sig stadigt større.
– Det giver noget særligt, når virksomhedens historie fortælles gennem beplantningen, og at der i øvrigt eksperimenteres med eksotiske såvel som gamle sorter. Man kan lave rigtig godt og spændende gartnerarbejde, når man får lov at følge med og udvikle over tid, siger Charlotte Skibsted, og fortsætter,
– Man får gode tanker og idéer, når man befinder sig godt, og det gør man her i parken.

VKR Holding har tænkt sig at fortsætte udviklingen og det gode samarbejde med landskabsarkitekten og anlægsgartneren, da det giver virksomheden stor værdi.
– Selvom man måske ikke kan måle, hvad vi får ud af at prioritere udearealerne, tror vi på, at det, vi giver, kommer igen på anden vis. Vi kan jo se den glæde og interesse, som parken vækker hos medarbejdere, gæster og fagfolk, siger Troels Rasmussen.

Udearealerne byder også på kunst af Olafur Eliasson, Niels Christian Frandsen, Jens-Peter Kellermann og Kathrine Schrøder Moseholm.

I 2017 blev et æblepomet indviet – det består af omkring 90 æbletræer

FAKTA

  • Type: Domicil og landskabspark
  • Bygherre: VKR Holding A/S
  • Etablering: 2006-2008 plus løbende udvikling af parken
  • Team: Charlotte Skibsted (udearealer) Hvidt & Mølgaard Arkitekter (bygning)
  • Hovedentreprise: SKANSKA
  • Fagentreprise: Sven Bech A/S (udearealer)
  • Størrelse: 11,5 hektar

OM VKR HOLDING
VKR Holding står, foruden VELUX, VELFAC og Rationel Vinduer, bag en række andre globale virksomheder, der sælger produkter, der bringer dagslys, frisk luft og bedre indeklima ind i menneskers hverdag.
Domicilet på Breeltevej huser foruden VKR Holdings ca. 40 medarbejdere også VELUX Danmarks ca. 40 medarbejdere. I den anden ende af parken holder VELUX A/S til.
I alt har omkring 600 medarbejdere glæde af parken, og en stor del af dem har udsigt over parken fra deres kontorer.

UDVALGTE ELEMENTER I PARKEN

  • Seks felter med sorter af gran- og fyrretræer der bliver brugt i produktion af vinduer forskellige steder i verden, og som derfor står som et levende museum (indeholder blandt andre douglasgran, strandfyr og rødgran)
  • Æblepomet med omkring 90 træer og 75 sorter, der repræsenterer en periode i dansk æbledyrkning fra 1770-2016
  • Stisystemer mellem de omkringliggende bygninger
  • Blomstereng og vildtvoksende græs
  • Bistader opstillet i samarbejde med Bybi
  • En sø med en japansk-inspireret bro
  • Krydderurtebed til gavn for kantinens køkken
  • Kunst af Olafur Eliasson, Niels Christian Frandsen, Jens-Peter Kellermann og Kathrine Schrøder Moseholm.