Grønne værdier løfter alment renoveringsprojekt

Når et ingenmandsland bliver til et landskab med mennesker, og når et område med boligblokke bliver til et nyt samlet grønt byområde.

Den 28. juni 2017 kunne man læse følgende overskrift i Lokalavisen Aarhus: ”Lange ventelister: Rosenhøj er blevet et hit”.
Det handlede om, at 27 fuldstændig ens boligblokke med tomme og triste udearealer havde undergået en helhedsorienteret renovering og nu blev set som en populær bydel. Ikke mindst en forbedring af udearealerne har medvirket til den markante forandring af området.

Artiklen er tidligere bragt i regi af Green Cities for a Sustainable Europe

Nyt Rosenhøj i Aarhus er et eksempel på, hvordan man ved at udvikle de grønne værdier kan løfte almene renoveringsprojekter og give nyt liv til udemiljøerne med langt mere aktive og oplevelsesrige friarealer mellem blokkene med mangfoldighed og øget biodiversitet. Sammen med strategiske greb, der omfatter nye boliggader, nye altaner og nye hovedindgange, der samler sig om fælles gårdgaver, er en vision blevet realiseret – og én samlet bydel er skabt.

Byområdet består nu af mindre bykvarterer og nye fælles haverum mellem blokke. Udover at få etableret rammerne for lokalt tilhørsforhold, giver nye veje, og et rekreativ stisystem gennem fornyede grønne omgivelser, området mangfoldighed og pejlemærker.
Det grønne strøg er bydelens store samlende landskabsrum. Her løber et rekreativt stisystem gennem forskellige grønne rum og rumforløb.
I de grønne omgivelser findes aktive lege- og læringsrum og rolige opholdssteder.

Den eksisterende karakterfulde beplantning af fx hvidtjørn er mange steder bevaret og indgår nu i et samspil med nye og varierede beplantninger i strøget. Det grønne er samtidig blevet mere naturpræget. Store tomme græsplæner, der var omkostningsfulde i drift, er nu erstattet med oplevelsen af at bevæge sig igennem et sammenhængende engstrøg af bølgende græs med forskellige typer beplantning undervejs.

Klimasikring med LAR-systemer
Der er indarbejdet klimasikring både i bykvartererne og i det grønne strøg. Eksempelvis er der langs strøgets stier etableret grøfter og lavninger, der fungerer som LAR-systemer, hvor regnvand fra området håndteres. Hertil ledes både tagvand og overfladevand. Samtidig er dette våde miljø udnyttet til at blive grøfter og lavninger med vådeng-planter og buske, der bidrager til at øge biodiversiteten.  Samtidig med at beplantningen er gjort mere varieret og biodiversiteten større, har det været muligt at reducere driftsomkostninger, da tidligere klippede plæner nu er ekstensive ”engarealer”

En læringsstation for natur/teknik drager fordel af bydelens forskellige naturtyper, beplantninger og medfølgende fugleliv, insekter og sommerfugle ligesom indbyder til motion og bevægelse ad mindre oplevelsesstier, broer hen over regnbede, forløb af trædesten gennem siv og balancebomme gennem lundene.

Dialoggruppe af beboere
Helhedsplanen og udearealerne for Rosenhøj er udviklet i tæt samarbejde med Århus Omegn og en udpeget dialoggruppe af beboere i Rosenhøj. I artiklen i Lokalavisen Aarhus bliver afdelingsbestyrelsesformand Gunni Petersen interviewet, og han har været begejstret for beboernes positivitet under den lange proces, som renoveringen har været. De har deltaget i et utal af møder, og da det blev tid til at stemme om projektet og økonomien i det, mødte 41 procent af beboerne op. Det blev til et stort ja.

I dag nyder de cirka 2.300 beboere i bydelen den nye identitet og mangfoldighed, der både er i arkitekturen, i beboersammensætningen og i det grønne.
– Jeg synes også, at vi begynder at kunne se, at folk mødes på en anden måde. Eksempelvis omkring krydderurtebedene, hvor man snakker om, hvad de forskellige urter kan bruges til, fortæller   afdelingsbestyrelsesformand Gunni Petersen.

Rosenhøj blev bygget i 1967-70. Renoveringsprojektet, inklusive fornyelsen af de grønne miljøer, blev realiseret i 2015, og det vandt Renoverprisens jubilæumspris 2017.
Projektet blev fremhævet som et fantastisk eksempel på, hvordan almene renoveringsprojekter kan fungere som forbillede for hele branchen.

Projektet har gjort en forskel for de mennesker, der bor i bebyggelsen med øget trivsel, øget social sammenhængskraft – og der er mindre hærværk. Klimasikring er udnyttet til på samme tid at øge de rekreative værdier og artsdiversiteten.

FAKTA:
Adresse: Viby Syd, Aarhus
Omfang: 200.000 kvm
Bygherre: Boligselskabet Århus Omegn og Aarhus Kommune
Arkitekt: Arkitema Architects og Effekt
Landskab: Arkitema Urban Design
Ingeniør: Viggo Madsen
Øvrige samarbejdspartnere: René Kural, Centerleder for Center for Idræt og Arkitektur, UIWe kulturplanlægning
Præmiering: 1. præmie i indbudt konkurrence 2010
Øvrige priser: Renoverprisens jubilæumspris 2017, Aarhus Kommunes Arkitekturpris 2017

Uddrag af plantelisten for regnbede:
Gul Iris, Kær-vortemælk, Rørgræs, Kattehale, Stiv Star, Blågrøn Star samt Engkabbeleje.
Uddrag af arter i vildengblanding:
Almindelig Røllike, Kornblomst, Cikorie, Gulerod, Slangehoved, Hvid Okseøje, Almindelig Kællingetand, Kornvalmue, Dagpragtstjerne og Almindelig Kamgræs.

https://arkitema.com/da/urban/baeredygtighed/rosenhoej-social-baeredygtighed-og-lar#!https://arkitema.com/da/urban

https://aarhus.lokalavisen.dk/nyheder/2017-06-28/Lange-ventelister-Rosenh%C3%B8j-er-blevet-et-hit-896625.html

https://fagbladetboligen.dk/artikler/2018/marts/ingenmandsland-bliver-til-et-landskab-med-mennesker/

https://www.aarhus.dk/media/14597/praemieringshefte-2017.pdf