Ny brancheforening: Fremtiden forventer fagentrepriser og høj kvalitet

Pressemeddelelse – Udsendt 28.04.2016

En ny brancheforening stiftet af ledende landskabsarkitekter og anlægsgartnere skal fremme kvaliteten og antallet af grønne anlæg. Den nye brancheforening får navnet Landskabsrådet.
Grønne anlæg skal i højere grad være hovedret end dessert, når private og offentlige bygherrer sætter gang i et nyt byggeri. Det er populært sagt et af målene for en ny brancheforening, som ved en stiftende generalforsamling den 27. april blev en realitet efter initiativ af Danmarks ledende landskabsarkitekter og anlægsgartnere.

”Grønne udearealer af høj kvalitet har det desværre med at blive nedprioriteret, fordi arealerne ofte blot indgår som en lille del af et stort byggeri. Dette betyder, at de mange værdier grønne områder besidder ikke udfoldes og udvikles, og at samfundet går glip af dokumenterede milliongevinster. Landskabsrådet vil være med til at ændre dette til gavn for bygherrerne, byggeriets parter og ultimativt brugerne af de grønne områder.” siger den nye formand for Landskabsrådet Jens Rødbro Schrøder.

Medlemmerne i den nye brancheforening, der har fået navnet Landskabsrådet, vil i fællesskab blandt andet sætte mere fokus på, at der er en række fordele ved, at grønne anlæg bliver udskilt som separate entrepriser i byggerier.

Fremtiden forventer fagentrepriser og høj kvalitet
Ved at fokusere på separate grønne fagentrepriser vil Landskabsrådet også sætte fokus på at forene design, anlæg og den efterfølgende pleje. Dermed skabes bedre kvalitet og mere værdi for både bygherrer og brugere af de grønne områder, mener initiativtagerne til den nye brancheforening.

”Når vi ved, hvor stor betydning grønne arealer har for den samlede værdi og interesse for et byggeri samt brugernes velbefindende og generelle livskvalitet, så er det en udfordring, vi som fagfolk bør tage på os,” siger formand Jens Rødbro Schrøder.

Landskabsrådet vil samle de aktører, som ønsker at fremme fokus på værdien af grønne arealer og vigtigheden af separate grønne entrepriser.

Ledende landskabsarkitekter og anlægsgartnere står bag Landskabsrådet
Initiativtagerne bag Landskabsrådet er anlægsgartnerne Malmos Anlægsgartnere, OKNygaard og Skælskør Anlægsgartnere samt landskabsarkitekterne Schønherr, GHB Landskabsarkitekter og SLA. Formålet er at fremme kvaliteten og antallet af grønne anlæg.

Landskabsrådet vil fremover have til huse i Dansk Erhverv. Den nyvalgte formand er Jens Rødbro Schrøder fra HedeDanmark, rep. Skælskør Anlægsgartnere.