NOVO NORDISKS NATURPARK

– Naturparken hos Novo Nordisk er et rigtig godt eksempel på det, vi arbejder for i Landskabsrådet, siger Morten Weeke Borup.
– Her har der tydeligvis været en ambitiøs bygherre, der har ønsket et landskabsprojekt i høj kvalitet. Og det ser det ud til, at ambitionerne er fastholdt og dermed også prioriteret gennem byggeprocessen, hvilket desværre ikke altid er tilfældet, forklarer Morten og pointerer, at Novo Nordisk Naturpark fik tildelt Dansk Landskabspris 2015.
– Heldigvis oplever vi også andre store virksomheder, der tager ansvar for at sikre gode udearealer i høj kvalitet – også på den lange bane i form af kontinuerlig udvikling og omhyggelig drift – og her er for eksempel  VKR Holding i Hørsholm en af dem.
Af samme årsag inviterer Landskabsrådet dets medlemmer til et netværksarrangement hos VKR Holding her i september. Ifølge formanden vil der blive mindst to af sådanne netværksarrangementer om året. Naturligvis afhængig af, hvordan covid-19 situationen i øvrigt udvikler sig.
– Udover tværfaglig erfaringsudveksling og almindelig networking, vil vi besøge de gode eksempler, hvor der er udført formidabelt kvalitetsarbejde af landskabsarkitekter og anlægsgartnere i både udviklings- og projekteringsfasen samt i udførelsen – et af Landskabsrådets mærkesager.

Artiklen herunder har tidligere været bragt i regi af Green Cities for a Sustainable Europe

NOVO NORDISKS PARK GIVER BEDRE ARBEJDS- OG LOKALMILJØ

Vi er vant til, at byparker giver mulighed for rekreativ og aktiv fritid i bebyggede områder.
Er det muligt også at tænke virksomheder og parker med natur sammen? Og kan det overhovedet betale sig? Novo Nordisk har gjort forsøget – med succes.

I Bagsværd ligger Novo Nordisk hovedsæde – hvor godt 4.000 medarbejdere hver dag kan nyde at møde ind på en arbejdsplads, der er omgivet af en 31.000 kvadratmeter stor naturpark. Udover at parken og de snoede gangstier er et smukt skue – bliver den også brugt til møder, mentale pauser og gå ture.
– Som en ansvarlig virksomhed har det givet god mening for Novo Nordisk at investere i naturparken, fortæller Kristina Lee, Corporate Vice President.
– Vi opererer med at skabe balance på en tredobbelt bundlinje, hvor både det finansielle, miljømæssige og sociale afvejes.

Kristina Lee kan ikke fremlægge et specifikt cost benefit regnskab for parken, for sådan et findes ikke.
– Det handler om det gode arbejdsmiljø, som blandt andet indebærer, at kollegaer har mulighed for at røre sig i forbindelse med arbejdet. Også inde fra kontorbygningerne bliver de naturlige omgivelser værdsat, og flere steder er skrivebordene vendt så man kigger ud i naturparken.
Også i forhold til miljøet og driften har parken til fulde levet op til forventningerne, pointerer Kristina Lee.

Naturparken fik tildelt Dansk Landskabspris 2015

Inspiration fra istiden
Parken er anlagt med inspiration fra istidslandskabet med kuperet terræn og stor variation i plantelivet. Og de bygninger, der omkranser parken, har grønne tage. Det betyder samlet høj biodiversitet, ligesom der også er tænkt på regnvandsløsninger i tilfælde af skybrud.

Også tørkeperioden i sommeren 2018 har parken klaret. Det er netop en del af tanken, idet det fra begyndelsen har været meningen, at parken skulle klare sig selv med et minimum af pasning og omkostninger til drift.
– Hvis et træ vælter ned over en sti i en storm, så løfter vi træet ind i græsset igen. Men der er ikke ansat nogen fast gartner til at luge ukrudt, forklarer Kristina Lee.
– Vi har i stedet valgt stærke danske planter fra den vilde natur- et vildtvoksende økosystem.
Novo Nordisks hovedsæde ligger i et typisk industrikvarter med store parkeringspladser og med beboelseskvarterer i nærheden. Den store park er blevet områdets grønne oase, som er åben for alle og bruges derfor også af naboer uden tilknytning til virksomheden.

Naturparken er åben for alle og bruges derfor også af naboer uden tilknytning til virksomheden.

Naturskov i Måløv
Senest har Novo Nordisk plantet 24.000 forskellige nordiske arter og træer på deres site i Måløv, der beskæftiger cirka 2.200 medarbejdere.
– På sigt vil de 24.000 træer vokse til en skov – og den kommer til at være urørt og ikke tilgængelig, siger Kristina Lee.

FAKTA
Novo Nordisk beskæftiger cirka 17.000 medarbejdere i Danmark og har tilknyttet natur til flere af sine beliggenheder, for eksempel:
– Måløv gå – løbesti og ovennævnte naturskov
– Kalundborg 5 km løbesti
– Hillerød løbesti
Om naturparken i Bagsværd:
Anlagt i forbindelse med bygning af nyt hovedsæde 2014
Størrelse 31.000 m²
I forbindelse med anlæg af parken, blev p-pladserne placeret under jorden.
Priser:
Scandinavian Green Roof Award 2014
Dansk landskabspris 2015
Foreningen Hovedstadens forskønnelse 2014
Udbytte: 
Parken bidrager til godt arbejdsmiljø.
Andre fordele: 
Styrker biodiversitet i området.
Klimasikring i form af regnvandsløsninger