Udfordringen med regnvandet blev løst og visionen om en grøn bygade indfriet

Bülowsvej gav Frederiksberg Kommune hovedbrud: Vejen ledte regnvandet videre og skabte problemer med stående vand i andre områder af kommunen. Løsningen blev at anlægge en forsinkelsesvej og samtidig indfri visionen om en grøn bygade.

Artiklen er tidligere bragt i regi af Green Cities 

Frederiksberg Kommune vedtog sin Klimatilpasningsplan i 2012. Siden har kommunen arbejdet på at klima- og skybrudssikre kommunen for at kunne håndtere både den øgede mængde nedbør og ekstremnedbør, som klimaforandringerne fører med sig.
For kommunen handler det om at finde gode hydrauliske løsninger på at lede regnvandet bort, samtidig med at der skabes attraktive grønne og blå områder for beboerne.
Forsinkelsesvejen på Bülowsvej er et godt eksempel på, at det kan lade sig gøre både at tæmme regnvandet og skabe større biodiversitet på en bygade:

– Kommunens vision om at skabe en grøn vej med øget biodiversitet blev i høj grad indfriet. Den blandede – og meget blomstrende – vej tiltrak fra starten både insekter og fugle, forklarer Niels Lützen, som var totalrådgiver på projektet.

Regnvandet holdes tilbage
En forsinkelsesvej forsinker regnvandet og sørger for, at det ikke siver ned i jorden, inden det rammer kloakken.

Frederiksberg Kommune bruger som hovedregel ikke nedsivning af regnvand i deres klimaløsninger. Forsinkelse af regnvand til kloak bruges derimod i hele Frederiksberg Kommune.

På Bülowsvej ledes regnvandet til en grøft, der er opbygget af skærver og forsynet med en membran af epdm-dug og bentonit. Konstruktionen forhindrer nedsivning og giver gode vækstforhold for plantelivet.

– Regnvandet måtte ikke nedsive. Derfor skulle der være en membran. Skærver giver et stort volumen til regnvandet. Samtidig giver det gode forhold for de mange træer, der er plantet i regnbedet, forklarer Niels Lützen.
Vejbumpene og cykelstien i regnbedsiden er også en del af løsningen på Bülowsvej. Bumpene tilbageholder regnvandet på vejen, og selve opbygningen af cykelstien er en del af det samlede forsinkelsesvolumen.

Større biodiversitet
Udover at levere en løsning på regnvandsudfordringen har projektet på Bülowsvej givet området en stor, grøn ansigtsløftning. Den nye beplantning er varieret og naturpræget og er anlagt i det brede regnbed, som ligger langs hele forsinkelsesvejen.
Der er plantet træer, buske, stauder og græsser. Som et gennemgående træk er der for eksempel plantet en række lindetræer.
Skal biodiversiteten sikres i et område, er der ifølge Niels Lützen et minimum af hensyn at tage:

– Anlæg i videst muligt omfang uslået græseng med mange urter som grundlag og undgå klippede græsrabatter. Græsengen kan så suppleres med indplantede stauder og træer, som forstærker fødemulighederne for bier og insekter, lyder rådene fra Niels Lützen.
Og det er netop den opskrift, der er fulgt på Bülowsvej, hvor beplantningen er sammensat for at optimere biers og andre bestøveres føde- og levevilkår.
Det har også været en stor tilfredsstillelse for Niels Lützen, at beboerne fra projektets start har lagt mærke til bygadens mere varierede dyre- og insektliv:

– Beplantningen på Bülowsvej tiltrak fra begyndelsen både insekter og fugle, og det var glædeligt, at borgerne også bemærkede det og fortalte os, at nu havde de set sommerfugle og bier, fortæller Niels Lützen.

Beplantningen på Bülowsvej er udvalgt med hensyn til at tiltrække bier og insekter og de besøger vejbede i hele blomstringsperioden fra april til oktober

Regnbedet med overgang i cortenstål og den blomstrende beplantning, hvor arterne har til tilpasset og fordelt sig i regnbedet iht. fugtigheden i løbet af kort tid

Bülowvej har med de nye vejbede fået en markant grøn profil. Her i kombination med den grønne facade på KU’s bygninger

Mellem parkeringen og cykelsti/fortov er der udlagt overgange i cortenstål henover vejbedene

FAKTA
Lokalitet:
Bülowsvej, Frederiksberg

Bygherre:
Frederiksberg Kommune

Landskabsarkitekt:
Niels Lützen Landskabsarkitekter ApS var totalrådgiver med Envidan A/S som underrådgiver.

Entreprenør:
Optimus Anlæg A/S