Green Cities udgiver stort inspirationskatalog til biodiversitet i byer

maj 5, 2022

Green Citites, som Landskabsrådet er en del af, har netop udgivet en 64 siders publikation med en lang række eksempler på, hvordan biodiversiteten i byerne kan øges.

Byplanlæggere, politikere og fagprofessionelle, der søger inspiration til, hvordan flere grønne områder og biodiversitet i højere grad kan blive inkluderet i byerne, behøver nu ikke søge længere. Green Cities, som Landskabsrådet er en del af, har nemlig netop udgivet inspirationskataloget ”Biodiversitet i byer”, der samler en lang række forskellige projekter og initiativer med fokus på at højne biodiversiteten i og omkring byerne.

– I min optik er der aldrig før lavet noget lignende, siger Henning Roed, Danske Planteskoler – og projektejer af den danske del af EU-kampagnen More Green Cities for Europe:

– Læserne kan i ”Biodiversitet i byer” finde inspiration om alt fra grønne tage, lommeskove, grønne tiltag på industriarealer, offentlige institutioner, boligforeninger, byskove – og ja, faktisk også en opskrift på, hvordan en kommune kan formulere og igangsætte en biodiversitets strategi, uddyber Henning Roed.

Formand for Landskabsrådet, Morten Weeke Borup, ser stort potentiale i den nye publikation:

– Det er en meget flot eksempelsamling, og selvom kataloget er helt nyt, kan vi godt konkludere, at det foreløbigt er blevet taget rigtig godt imod. Eksemplerne er letforståeligt formuleret og flot præsenteret, og jeg er helt sikker på, at ”Biodiversitet i byer” kommer til at gøre rigtig meget gavn, siger Morten Weeke Borup.

Publikationen blev præsenteret første gang i forbindelse med konferencen Build for Biodiversity, der blev afholdt i København den 27. og 28. april 2022.

Publikationen ”Biodiversitet i byer” kan læses og hentes HER.